Der er sket meget siden sidst .

Det er noget tid siden jeg har haft lysten til at blogge , man skal ligesom have noget på sinde, forhåbentligt har jeg fået hul på bylden.

Der er sket meget siden sidst, mine børn er blevet større , jeg har fået en ekstra hund efter en charter ferie på Kreta , vi tog en gadehund med hjem. Malou er begyndt at ride på Valle selv ( vores Welsh cop pony ) , hvilke jo også giver en kæmpe frihed for mig , selvom jeg elsker at være en Ponymor med STORT P , så nyder jeg også at jeg kan bremse mig selv ned og en gang imellem ligge på sofaen og flade lidt ud . Vi har jo haft Valle i 3 år snart og min søster og jeg har faktisk altid ordnet Valles boks og hvad der ellers hører til , men her i starten af dette år valgte vi og flytte Valle til fuldpas , det er lidt dyrere , men vi har ingen ekstra regninger med wrap eller foder og ingen mugning af boks. Vi har fået det man kalder for kvalitets tid både med barn og med pony . Malou er kommet langt med Valle, hun har fået blod på tanden med at få undervisning og ride nogle sløjfestævner , vi havde sat et mål , inden at Corona lukkede ned for hele Danmark og mere til . Målet blev det ikke til , men mon ikke når Danmark engang åbner op igen , så kommer hun stærkt tilbage . Men lige nu går vi alle jo nok og venter spændt på at  Mette Frederiksen lukker landet op igen . Alle venter , alle snakker om det , men ingen ved noget .

Men i alt min tid hvor jeg ikke har på aktiv på bloggers delight , har været fyldt med opture og nedture , nyt job og flere dyr til samlingen .

Jeg har mistet min elskede mormor , som har betydet så meget for mig , vi vidste den dag da hun døde at det var dagen der var ved at ebbe ud for hende . Og det var helt sikkert det rigtigte for hende , men hårdt for alle os andre. Hun gav slip 5 min efter mine unger var taget derfra , de ville gerne  se og snakke med hende sidste gang . Hun snakkede ikke med dem , men de fortalte hende hvor meget de elskede hende og holdte hende i hånden , jeg er sikker på at hun ventede på at de kom for at sige farvel til hende . Selvom vi siger ikke farvel , vi siger på gensyn .

Jeg har fået nyt job , og i denne Corona tid har jeg været heldig. Jeg er jo uddannet Klinik assistent, da klinikken blev lukket ned i 2017 pga lejemålet blev opsagt , måtte jeg finde et andet job . Min mor sendte mig et opslag som tjener på Cafe Espersen , jeg tænkte sabbat år , men sabbat året trak ud i næsten 4 år . Aldrig har jeg haft en så dejlig arbejdsplads , de mest fantastiske kollegaer og fede gæster. Det er så lokalt og når man selv bor i byen , blev man hurtigt et kendt ansigt in town . Jeg nåede min passion i restauranten, jeg blev restaurantchef . Jeg elskede mit job , men må ærligt indrømme at Coronaen gjorde den usikker , som alene mor jeg nu er . Jeg skal være sikker på en stabil indkomst , stabil hverdag, stabilt ALT . Jeg var heldig og få et job inde på tandklinik inde i København , hos min gamle chef , på en tand klinik hvor de laver mange operationer , hvor man får udvidet sin spidskompetence som klinik assistent. Jeg er kommet på en kæmpe prøvelse for lille mig på 38 år , med noget jeg ikke har haft i hænderne , eller bare med fagligheden hvor jeg bare står hvad . . Jeg føler mig nærmest som en elev på total udebane, hvor jeg bare ryster lidt i bukserne om hvorgang der bliver sagt et eller andet fagligt til mig . Pigerne derinde har taget total godt imod mig , og har hjulpet mig godt på vej med min faglighed der virkelig skulle på sættes på prøve .

Ja også alle de der dyr , jeps i den første Corona tid blev vi lige 2 dyr rigere , vi fik fat i et par russiske landskilpadder Dolly og Gordon , ja et eller andet skulle vi jo have tiden til at gå med 🙂

 

 

 

Ja og gadehunden vi fik med hjem fra vores charter ferie på Kreta 2019 , jeg fandt en gadehund jeg blev totalt forelsket i, hun var sky og ikke bare lige til at komme til . Tålmodighed er en dyd , og efter at ungerne og jeg ikke kunne finde hende i et par dage , fandt vi hende endelig og nu den dag idag er hun blevet en total sofa diva . Hun har endelig fundet roen i at være en hund hvor hele hendes verden bliver fyldt med kærlighed, men hun er en hund der måske er kommet til danmark med lidt traume , som nogen ville sige som mennesker kan have PTSD kan hunde bestemt også have det . Jeg er sikker på at Callisto har en lille form for PTSD , men vi tar hende som hun er . Og heldigvis kan hende og Tesla sammen (min staffy). Nogen ville helt sikkert syntes at man har taget en chance i at tage en gadehund med hjem , men jeg så bare et eller andet i hendes øjne da hun kiggede på mig . som min søster pænt skrev til mig da vi var på Kreta , `nu laver du ikke en Linse vel ?´, og det kunne jeg kunne skrive jo det har jeg …………. Men jeg er stolt over mit valg, stolt over for mine børn at jeg valgte som jeg gjorde , for jeg ved at min familie , ikke var enig med mig , men at jeg stadigvæk gjorde det fordi jeg følte at det var det rigtigte … Og ærligt jeg kunne godt finde på at gøre det igen , man får virkelig taknemmelig hund , der vil gå igennem ild og vand for dig . Man kan nok ikke rigtigt beskrive det , før man selv står med en gadehund , så er dem der mener at vi selv i dagens Danmark har masser af hjemløse hund , eller bare hunde der kommer fra dårlige kenneler eller bare bliver anbragt hos dyreværnet. og jeg forstår faktisk godt at folk blev skepiske  over for mit valg, men nu var det der føltes rigtigt hos mig i det øjeblik da jeg valgte og tage Callisto med hjem fra de varme himmelstrøg og hjem til kolde Danmark , men vi kunne give hende  et hjem med kærlighed, tryghed og mad i hundeskålen hver dag . Det første år hun har været herhjemme , kom tanken da en gang imellem hvad fanden har du taget med hjem , der blev spist sokker , trusser, hår elastikker og på dage basis blev det til meget i lænden , det er jo selvfølgelig ikke det værste hun kunne have valgt , men jeg er sikker på at det har hjulpet at jeg har en hund mere i hjemmet, for at det måske ikke endte med at blive hele mit hjem der fik en tur. og ja hun er en gadehund med STORT G , hun har sine egne veje , stærkt personlighed og havde det med at smutte meget hurtigt ud af døren hvis den stod lidt på klem. Også havde hun en fest med sig selv , for man kan helt sikkert ikke kalde en gadehund til sig når den ingengang kender sit eget navn . Så i starten af vores lille eventyr med gadehund stod med mange timer hvor vi ledte efter hende , og hun sprang rundt som en lille tangloppe og drønede heldigvis kun rundt på området, heldigvis er det længe siden nu 🙂

 

 

 

 

De har virkelig meget glæde af hinanden, og jeg tror heller ikke at de kan undvære hinanden nu .

Kunne I nogensinde finde på at tage en gadehund med hjem ? eller igennem en organisation for gade hunde ?

Hvad er jeres holdning til det ?

Ville I hellere hjælpe de danske hunde ?

Kom endelig med jeres ærlige mening om gadehunde i danske hjem .

 

 

Camilla Sara